Menu

Beretning for fodbold 2018

image
22. januar 2019 kl. 10:01

 

ÅRSBERETNING FOR SVANEKE IKs FODBOLDAFDELING

 

2018 har været et år hvor der har været fuld knald på i fodboldafdelingen.

Vi har igen haft fremgang på medlemssiden hvor vi er steget fra 122 til 152 medlemmer.

Helt fantastisk!!

 

Til at starte med så overtog Peter Clausen fodboldformandsposten efter Klaus ”Pæsen” Pedersen, der sammen med Allan Sørensen har været de 2 personer der har været kæmpe årsag til den positive udvikling Svaneke har været igennem de seneste år på ungdomssiden. Så en kæmpe tak til Pæsen, der selvfølgelig har valgt at fortsætte som træner for U14 holdet samt tøjvask m.m. i klubben.

 

Ungdomsfodbolden i Svaneke:

Igen i år kan vi melde om flere børne- og ungespillere i Svaneke og vi har opstartet både et drenge og pigehold i U8. Det nærmer sig at vi er ved at have hold i alle rækker fra Fnuggi til U17. Helt fantastisk, da der for 4-5 år siden kun var et veteran hold samt et U10 hold i klubben og klubben var nede på omkring 30-40 spillere.

 

DBU Bornholm spurgte om vi ville stå for forårets børnestævner, så i foråret blev der afholdt 3 børnestævner på Svaneke Stadion, hvor der blev spillet kampe i U6(fnuggi) til U12 piger. Vores stadion var helt perfekt til dette, og der var kun roser til os fra trænerne, samt forældrene til børnene, både til vores stadion og til vores kiosk der blev styret af forældre og spillere fra de ældre hold. Det eneste vi manglede var faktisk græs som var blevet svitset væk af solen. Desværre blev medaljestævnet flyttet til Rønne pga. det lå dagen efter Sankt Hans, hvor vi i Svaneke har mange traditioner og folk hjælper der.

 

Vi fik også besøg af DBU´s Pigeraketten, og sikke en succes. Omkring 60 piger fra Svaneke, Nexø og Åkirkeby troppede op til 3 timers leg med bold. Og det endte faktisk med at vi havde flest deltagere af alle de steder der blev holdt pigeraket på øen.

 

Efter rigtigt mange års pause blev 2018 også året hvor Svanekes ungdomshold igen kom ud og rejse. 60 spillere fra U10, U12, U14 drenge, U12 piger samt forældre og ledere tog til Kronborg Cup i Helsingør samt naboklubber, weekenden før skolestart. Det var en kæmpe oplevelse for både trænere men især spillerne, som ikke havde været afsted før. Der blev knoklet alt hvad spillerne havde lært, og U10 drengene klarede sig så godt at de fik medaljer om halsen. Det var nogle meget stolte spillere der blev klappet gennem bussen da vi skulle hjem. En fantastisk tur som holdene tjente penge til ved at stå i kiosken til børnestævnerne, salg af skrabelodder, samt tilskud fra bestyrelsen.

 

Seniorfodbolden i Svaneke:

Vi havde stadig et seniorhold, veteranhold samt fodboldfitness i 2018. På seniorsiden har vi også kunnet melde om flere spillere, og vi tog konsekvensen af de ekstra spillere ved at tilmelde et 11 mands hold i Serie 1. Jesper Vigel har stået for træning og i gennemsnit har der nok været omkring 15 spillere til træning hver gang. Der har været brugt mange forskellige spillere til kamp, og det har helt sikkert kostet lidt point på kontoen, så vi håber på lidt mere stabilitet fra spillerne i 2019, hvor vi har fået en trænertrio bestående af Jesper Vigel, Thomas Frandsen og Peter Clausen. Der vil fremover blive trænet en gang ekstra om ugen.

Veteran klarede sig flot i foråret, men gik lidt i stå i efteråret hvor spillet ikke hang så godt sammen, men mon ikke de finder de gode spil frem igen i 2019. Her har vi en ret stabil kerne af spillere, og har meget sjældent problemer med at stille hold.

 

Vores fodboldfitness blev igen styret af træner Morten Carlsen, og her kunne vi godt bruge lidt flere medlemmer i 2019. Det ser rigtigt sjovt ud, og dem der deltager griner og hygger sig rigtigt meget.

 

Nyt spillertøj

I foråret fik alle klubbens hold nyt spilletøj fra Adidas, og det er virkelig et flot spillersæt. En stor tak skal lyde til de sponsorer som har gjort det muligt.

 

Vores stadion/træningsbane:

Det har været et meget hårdt år for vores baner pga. den varme sommer vi havde, og med alle de hold der er nu, så tager det meget hårdt på banerne. Men vi har presset på ude i kommunen og vi er blevet opgraderet så banerne bliver passet lidt mere end før. Vi håber det vil kunne hjælpe lidt. Vi savner stadig to 11-mandsmål til træningsbanen fra kommunen som de har lovet os i hele 2018, men vi håber de bliver sat op inden vi starter træningen op til foråret.

 

Knæk Cancer arrangement

Fodboldafdelingen deltog igen i år i klubbens Knæk Cancer arrangement, hvor der blev samlet kr. 10.000 ind til det gode formål. Så fedt at der er så mange der vælger at støtte dette arrangement.

 

Til sidst vil fodboldudvalget gerne takke alle vores trænere for det kæmpe stykke arbejde I gør ude på banerne, uden jer ingen hold. Hvis der går nogen rundt med en træner i maven så tag kontakt til os, da vi i 2019 har brug for flere trænere, da vi satser på at skal have endnu flere hold.

En kæmpe tak skal også lyde til vores sponsorer, samarbejdspartnere samt SIKs bestyrelse.

 

På fodboldudvalgets vegne

Peter Clausen

Januar 2019

 

Luk